Om os

Om

Lægerne Banepladsen er et kompanigskab med 3 faste læger: Helle H. Jensen, Lars B. Riisgaard og Torben Luxhøj. Vi prioriterer uddannelse højt, og du vil derfor også møde uddannelseslæger (læger som er ved at uddanne sig til speciallæger), som er i huset mellem ½ og 1 år af gangen. 

Ved tilmelding til praksis er vores patienter principielt tilmeldt alle lægerne i praksis, men de fleste patienter foretrækker at være tilknyttet en fast læge, og det finder vi også hensigtsmæssigt. Når du bestiller tid, skal du huske at oplyse, hvilken læge du gerne vil ind til.

 Ved akut behov for lægehjælp eller ferie/fravær må man dog naturligvis acceptere den læge, som er mindst optaget.

Her i lægehuset tager vi os af alle de almindeligt forekommende opgaver for praktiserende læger. Vi tager os af diagnosticering, behandling og kontrol af de almindelige medicinske tilstande samt forebyggende undersøgelser.

Vi foretager spiraloplægning og småkirurgi m.m., men et af vores vigtigste arbejdsredskaber er samtalen, hvor vi mange gange forsøger at komme bag om symptomerne og sammen med patienten se på og undersøge, om der eventuelt er psykosociale årsager til tilsyneladende biologiske symptomer.

Vi ser det som en af vore allervigtigste opgaver at tilbyde fortsat, løbende kontakt med os, selv om vi har henvist vores alvorligt syge patienter til specialafdelingen.

Specielt kræftpatienter har brug for en lægelig støtte i nærmiljøet, især hvis patienterne er døende og vælger at dø i hjemmet. I disse tilfælde stiller vi os til rådighed for patienten, og vi har i den forbindelse et fint samarbejde med kommunens døgnpleje.

Vi tilstræber en nuanceret holding til medicinsk behandling af psykiske symptomer. Medicin, herunder “lykkepiller” eller depressionspiller, er i nogle tilfælde oplagt nødvendige, men i andre situationer kan det være mere hensigtsmæssigt at benytte samtalen, evt. i kombination med medicin.

Vi er aktive medspillere i forbindelse med problemer, hvor sygdom giver begrænsninger i erhvervsevnen. I den forbindelse deltager vi aktivt i møder med socialforvalting og ved rundbordsamtaler med patient, arbejdsgiver og forvaltning. Endvidere samarbejder vi med arbejdsmedicinsk afdeling for at finde mulige løsninger med henblik på fastholdelse på arbejdsmarkedet

Vi bor ”på landet”, og det betyder, at mange problemer, som ellers ville blive løst på skadestue eller ved speciallæge, løses af os. Vi behandler småskader, syr sår, fjerner fremmedlegemer fra øjnene og kontrollerer mellemøretryk. 

Mange patienter, som kontrolleres på specialafdelingerne, får ligeledes blodprøverne taget i lægehuset.